Synsprøven
Regelmæssige synsprøver er nødvendige for et klart og behageligt syn. Men synsprøver kan også være med til at give et godt billede af din krops sundhed, fordi sygdomme som blandt andet sukkersyge kan spores i øjnene.
Der er mange gode grunde til at sætte dit syn på prøve – og prøven kan forløbe på mange forskellige måder. Her kan du se nogle af de punkter, som synsprøven typisk tager afsæt i.
1 - Hos optikeren
Optikerassistenten sikrer, at din kundejournal er up-to-date.
2 - Autorefraktoren
Autorefraktoren tager en elektronisk måling af, hvor godt dine øjne fokuserer og giver en måling af dine anslåede styrker, som optikeren kan bruge. Hvis ikke vi har en journal med dine nuværende styrker, kan focusmåleren aflæse dem fra dine briller, så de kan sammenlignes med resultatet af den synsprøve optikeren laver.
3 - Om dit helbred og din livsstil
Optikeren stiller spørgsmål angående dit helbred, din families helbred, dit arbejde og din livsstil. Det er meget vigtigt at få en klar forståelse af dine synsbehov, specielt hvis et specifikt problem er årsagen til dit besøg.
4 - Retinoskopet
Optikeren bruger nogle gange et retinoskop, som kaster en lysstråle ind i den bagerste del af dit øje og tilbage i instrumentet. Forskellige linser fokuserer den reflekterede lysstråle, indtil den er stabil, hvilket giver en nøjagtig indikation af den styrke, du har brug for. Retinoskopet er meget præcis – det bliver brugt til at måle synet på meget små børn eller folk med kommunikationsvanskeligheder, som har svært ved at beskrive, hvor klart de kan se.
5 - Synsprøvetavlen
Optikeren finjusterer resultatet ved at bede dig om at læse synstavlen med linser i forskellige styrker. Resultaterne varierer ofte fra øje til øje, så øjnene testes hver for sig, inden begge øjne til sidst testes sammen. Optikeren vender forskellige linser foran dine øjne som ændrer på, hvor tydeligt du kan se. Alt afhængig af dine svar, skifter han linserne indtil du har det skarpeste og mest behagelige syn overhovedet muligt.
6 - Oftalmoskopet
Optikeren kan bruge et oftalmoskop for at undersøge nethinden bagest i øjet, såvel som blodårer og den forreste del af den optiske nerve. Denne vigtige test kan påvise ændringer som kan indikere sygdomme, såsom sukkersyge eller højt blodtryk.
Optikeren dæmper lyset i synsprøverummet, mens han skiftevis lyser skarpt lys ind i hvert af dine øjne med oftalmoskopet. Lyset kan efterlade skygger på dit syn, men de forsvinder hurtigt.
7 - Spaltelampen
Spaltelampen er et stærkt, oplyst mikroskop, som bliver brugt til at undersøge den udvendige overflade af dine øjne – hornhinden, regnbuehinden og linsen – for at tjekke, om der er noget unormalt eller nogle ridser. Det er en vigtig test – særligt for kontaktlinsebrugere.
8 - Test af fokusering
Din optiker tester muligvis din evne til at fokusere på forskellige afstande for at afgøre, om du har brug for forskellige styrker på forskellige afstande. Måske har du nemt ved at orientere dig i trafikken, men svært ved at stille skarpt, når du læser. I så fald kan optikeren hurtigt identificere problemet og finde en løsning, der optimerer dit syn.
9 - Hvad er dine behov?
Optikeren vil forsøge at svare på dine spørgsmål i løbet af synsprøven og vil forklare resultaterne. Hvis han mener, at du vil få et klarere syn med en anden styrke eller nye briller, vil han forklare eller vise dig hvorfor og anbefale de bedste løsninger.
10 - Vælg dine nye briller
Når synsprøven er afsluttet, videregiver optikeren resultaterne og en anbefaling til optikerassistenten, som så hjælper dig med at vælge dine nye briller.


