Langsynet – alt hvad du skal vide om langsynethed

Du er langsynet, hvis du har et skarpt syn på lang afstand, men har svært ved at se ting, der er tæt på. Langsynethed kaldes også for hyperopi, og kan afhjælpes med briller eller kontaktlinser med plusstyrke.

Hvad er langsynethed?

Langsynethed, eller hyperopi, er betegnelsen for en synsfejl, hvor genstande på lang afstand ses tydeligt og klart, mens genstande på nær hold er slørede og uskarpe. Jo mere langsynet du er, desto mere uskarp vil genstande, der befinder sig tæt på dit øje, fremstå.

Ved et normalt syn brydes lysets stråler i øjets linse og hornhinde, som ligger yderst i øjet, hvorefter de samles i et punkt på selve nethinden, som er den bagerste hinde i øjet.

Nethinden kan bedst beskrives som en slags skærm, hvorpå de ting, vi ser, vises. Det er derfor nødvendigt, at lysets stråler samles på selve nethinden for at vi ser skarpt og tydeligt.

Langsynethed skyldes, at dit øje lidt for kort. Det gør afstanden fra din hornhinde til din nethinde kortere, og det betyder, at efter lysstrålerne brydes på din hornhinde, vil de samles i et punkt bag ved nethinden. Derfor er lysets stråler ikke fuldstændig samlede, når de rammer din nethinde, og det vil gøre dit syn uskarpt og sløret.

Øjet kan kompensere for langsynethed

Dit øje er i stand til at kompensere for langsynethed ved hjælp af en proces, der kaldes for akkommodation, som er øjets evne til at skifte fokus og sikre et skarpt syn på alle afstande. Når du akkommoderer for langsynethed vil dit øje øge linsens styrken og tykkelsen, så genstande tæt på fremstår skarpe.

Denne evne er størst, når du er ung, og øjets linse er blød og fleksibel. Derfor vil børn, teenagere og yngre personer med langsynethed alligevel være i stand til at se genstande på nær afstand. Efterhånden som du bliver ældre, vil din linse blive mere og mere stiv, og din akkommodationsevne vil blive svækket.

Hvad er symptomerne på langsynethed?

På grund af øjets evne til at kompensere for langsynethed i en ung alder, viser symptomerne sig ofte først senere i livet, typisk i 40-50-års alderen.

Symptomer på langsynethed er, at bogstaverne flyder sammen og er uskarpe, når du læser en bog eller avis. Du vil også opleve pandehovedpine og ømhed i øjenomgivelserne på grund af anstrengelse, og du vil blive træt i øjnene efter at have læst, skrevet eller tegnet i længere tid.

Langsynethed kan i enkelte tilfælde forårsage skelen. Dette ses hyppigst hos børn.

Symptomer hos børn

Et symptom på langsynethed hos børn er skelen. Det sker ved, at øjet bliver træt af, at det hele tiden må akkommodere, og det vil medføre, at det ene øje vil glide lidt ud til siden. Derfor vil barnet foretrække at bruge det øje, som ikke glider ud, for ikke at få dobbeltsyn.

Det betyder, at synsindtrykket fra det andet øje – det øje som glider ud – vil blive undertrykt, og øjet vil ikke blive stimuleret.

Hvis en skelen ikke bliver behandlet i en tidlig alder (inden øjet er færdigudviklet omkring 7-års alderen), kan barnet risikere at få et dovent øje (amblyopi). I de mest vanskeligste tilfælde vil det betyde, at barnet ikke kommer til at kunne se særlig godt.

Det er derfor vigtigt, at få dit barns øjne tjekket ved en øjenlæge, hvis det skeler, eller hvis du har mistanke om enhver form for synsnedsættelse.

Andre symptomer på langsynethed hos børn er træthed og hovedpine i forbindelse med læsning.

Hvorfor bliver man langsynet?

Langsynethed er ofte arveligt, men kan også forekomme i familier, hvor ingen andre har det.

Eftersom langsynethed skyldes, at øjet er lidt for kort, kan børn med en mild grad af langsynethed vokse sig fra det igen, efterhånden som øjet vokser sig til normalstørrelse.

Du vil også typisk blive langsynet med alderen – uanset om du aldrig har brugt briller, eller har været nærsynet. Efterhånden som vi ældes, bliver linsen i vores øjne stiv og mindre fleksible, hvilket vil føre til en form for langsynethed, som også kaldes for gammelmandssyn eller presbyopi.

Dette er en naturlig og uundgåelig del af at blive ældre.

Er du i forvejen langsynet, vil du blive endnu mere langsynet med alderen, men du vil også blive langsynet med alderen, hvis du i forvejen er nærsynet. Dette løses ofte med flerstyrke brilleglas eller flerstyrkelinser, hvor du får to styrker: én styrke til din langsynethed/nærsynethed og én til din aldersbetinget langsynethed.

Hvordan behandles langsynethed?

Langsynet kan afhjælpes med briller eller kontaktlinser med en konveks linse, som er en linse, der buer lidt udad. En konveks linse samler lysstrålerne, inden de rammer øjet, og på den måde forstærker den øjets evne til at bryde strålerne, så de samles på selve nethinden og giver dig et skarpt syn på nær afstand.

Graden af langsynethed måles i dioptri (D) med et positivt fortegn (fx +1,5 D). Styrken opvejer den brydning, som dit øje gør for lidt i forhold til dit øjes længde.

En optiker eller øjenlæge vil afgøre via en synstest, om du er langsynet og udmåle præcis den styrke, du har behov for.

Briller eller kontaktlinser

Du kan korrigere for, at du er langsynet ved hjælp af briller eller kontaktlinser, og der er både fordele og ulemper ved begge løsninger.

En fordel ved kontaktlinser er, at de giver dig et større synsfelt, fordi de følger med øjets bevægelser. 

Fordelen ved briller er til gengæld, at du kan tage dem af, når du befinder dig i situationer, hvor du ikke har behov for dem. Med briller kan du fx nemt have dem på, mens du læser, og at tage dem af, når du skal se tv.

Ulempen ved briller er, at de ikke følger med dit syn på samme måde som kontaktlinser.

Det er ofte en smagssans, om folk bruger briller eller kontaktlinser til at korrigere for deres langsynethed. Din optiker kan vejlede dig, så du får lige netop den løsning, der passer bedst til dit syn og din livsstil.

Øjenoperation for langsynethed

Langsynethed kan behandles via en laseroperation, men det er langt fra alle, der er egnede til denne form for behandling. Resultaterne er også langt mere uforudsigelige, og risikoen for komplikationer eller bivirkninger er større end ved en laseroperation for nærsynethed.

Det findes midlertidig andre muligheder for en øjenoperation, hvis du er langsynet. Du kan enten få fjernet din linse, som ved en grå stær operation, eller du kan få indsat en ekstra linse i øjet foran den naturlige linse.

Du bør altid konsultere en øjenlæge for information og vejledning til, hvilken behandling der passer bedst til dig og dit syn.

Fakta om langsynethed

  • At være langsynet betyder, at du har et skarpt syn på lang afstand, men et sløret syn nær hold
  • Langsynethed måles i dioptri (D) med et positivt fortegn (fx +1,5 D)
  • Langsynethed kan være arveligt og kan skyldes, at dit øje er lidt for kort
  • Symptomerne er bl.a. pandehovedpine, ømhed i øjenomgivelserne og træthed i øjnene
  • Øjet kan til en vis grad selv kompensere for langsynethed – en evne, som svækkes med alderen
  • Børn med ubehandlet langsynethed har en øget risiko for at udvikle skelen
  • Kan korrigeres med briller, kontaktlinser eller ved en operation