Giv Syn til Tanzania
Brugte briller ændrer hverdagen for lokale i Tanzania
Med projektet Giv Syn til Tanzania indsamler Louis Nielsen fra briller fra gavmilde danskere. Louis Nielsen tager på ekspedition til Tanzania flere gange årligt og foretager synsprøver og uddeler brillerne til fattige tanzanianere, der ikke selv har råd til hverken synstest eller nye briller. Louis Nielsens projekt Giv Syn til Tanzania har kørt siden efteråret 2010, og vi arrangerer flere årlige ture til det østafrikanske land. Foreløbig har over 35.000 tanzanianere fået hjælp via projektet.
Få optikere og dyre briller
Situationen i Tanzania er helt anderledes end i Danmark. I Danmark tager vi synsprøver og briller for givet, men sådan er det ikke i Tanzania. Et par briller koster, hvad der svarer til langt over en månedsløn for de fleste tanzanianere, og samtidig er der meget få optikere til at dække de 25 mio. mennesker, som anslås at have synsproblemer.
Briller er dyre i Tanzania. De koster, hvad der svarer til 300 kr., og det er mange penge for rigtig mange i Tanzania. Selv for dem der har råd, er vejen lang til en optiker, for der er kun ca. 105 optikere i hele landet, der skal dække de 25 mio. mennesker, som der anslås at have synsproblemer. Det svarer til, at hver optiker skal håndtere 235.000 mennesker, selv hvis de havde råd til briller, fortæller Rune Steiness, der er projektleder på Giv Syn til Tanzania.
De briller, som vi får ind, gør utrolig meget gavn i Tanzania, og vi er taknemmelige over, at så mange vælger at gemme deres brugte briller og komme forbi butikken med dem. Smilene er store hos de fattige mennesker, der får brillerne, og de ændrer i mange tilfælde deres liv og hverdag.
Fakta om Giv Syn til Tanzania
- Louis Nielsen har med deres projekt foretaget 35.000 synsprøver og uddelt 35.000 briller til lokale borgere i Tanzania
- I Tanzania bor der 55 mio. mennesker, 25 mio. anslås at have udfordringer med synet
- 24 mio. er børn under 14 år. Halvdelen af disse vurderes at have synsproblemer, dvs. 12 mio. børn
- Det anslås, at der er ca. 105 optikere i hele Tanzania, svarende til, at hver optiker skal håndtere over 235.000 mennesker med synsudfordringer
- Et par nye briller koster ca. 300 kroner i Tanzania, hvilket svarer til langt over en månedsløn for de fleste tanzanianere