Hjælp og ofte stillede spørgsmål

Hvad er herpes keratitis?

Svar: 

Herpes keratitis er betændelse i hornhinden, som ofte skyldes den samme virus, som forårsager forkølelsessår, nemlig herpes simplex.

Herpes simplex virussen (HSV) påvirker i første omgang kun din hornhindes ydre lag, men bliver det ikke behandlet, kan virussen brede sig og angribe den indre del af hornhinden (stromal keratitis).

Herpes keratitis kan på dette stadie være årsag til udvikling af regnbuehindebetændelse, og i de sværeste tilfælde kan virussen medføre en synsnedsættelse eller blindhed.

Hvordan bliver man smittet?

De fleste bliver smittet med HSV som barn uden at lægge mærke til det, da immunforsvaret bekæmper virussen. Virussen forsvinder dog ikke fra kroppen, men ligger i stedet i dvale og kan bryde ud ved senere lejlighed.

De fleste mennesker over 30 år bærer således den type virus, som kan give hornhindebetændelse i sig, uden at være syg.

Betændelsen bryder ofte ud i forbindelse med en anden sygdom eller faktorer, som svækker immunsystemet.

Blandt andet kan følgende være en udløsende faktor til herpes keratitis

  • Influenza
  • Forkølelse
  • Feber
  • Kraftig lyspåvirkning
  • Stress
  • Menstruation
  • Medicin

Virussen kan også smitte fra person til person, så du bør undgå direkte kontakt med smittede personer. Du bør også være forsigtig, når du håndterer kontaktlinser og overholde de hygiejniske retningslinjer anbefalet af din optiker eller øjenlæge.

Hvad er symptomerne på herpes keratitis?

Virussen rammer som regel kun det ene øje, men som med andre virusinfektioner er der risiko for, at det spreder sig til det andet øje, hvis du fx gnider dig i det syge øje og derefter i det raske øje.

Symptomer på herpes keratitis er

  • Rødt øje
  • Følelsen af at have noget i øjet
  • Et sløret syn på den infektionsramte øje
  • Smerter i øjet
  • Lysfølsomhed
  • Tåreflåd eller rindende øje

Du bør være særlig opmærksom på symptomer som smerter, rødme og nedsat syn. I disse tilfælde anbefaler vi at opsøge læge med det samme.

Hvordan behandles herpes keratitis?

Der findes ingen decideret kur mod herpes keratitis, fordi virussen – som det også er tilfældet med forkølelsessår – forbliver i kroppen. Symptomer og gener kan dog behandles med antivirusdråber.

Ved de lettere tilfælde af herpes keratitis heler hornhinden af sig selv i løbet af 1-2 uger. Skyldes betændelsen et svækket immunsystem, kan den dog være længere tid om at hele.

Ved svære tilfælde af herpes keratitis gives ofte binyrebarkhormon for at forkorte sygdommens varighed, ligesom det også kan være nødvendigt, at skrabe de skadede celler væk fra hornhindens overflade under en lokalbedøvelse.

Kunne du bruge dette svar?

Vi anbefaler dig at søge professionel rådgivning, hvis du er bekymret for, om der er noget galt med dine øjne.

Book synsprøve

Søg efter flere svar:

Mere hjælp i butikken

Hvis du har brug for mere hjælp, kan du kontakte os ved at søge efter din nærmeste butik herunder. Du skal bare indtaste postnummer eller by.