Det tager tid at vænne sig til flerstyrkeglas
For mange vil der være en mærkbar forskel, første gang de bruger flerstyrkeglas. I modsætning til enkeltstyrkeglas skal både øjne og hjerne vænne sig til at arbejde med flere fokuszoner i det samme glas. Ifølge Anders Lindby, produktchef for brilleglas hos Louis Nielsen, er en tilvænningsperiode helt normal og forventelig.
“De fleste lægger mærke til deres flerstyrkeglas de første par dage. Det tager lidt tid at forstå, hvordan de fungerer. Derefter kan der stadig opstå situationer, hvor du tænker: ‘Nå ja, jeg skal lige kigge her for at se skarpt,’ men det sker mindre og mindre,” forklarer Anders Lindby.
De fleste vænner sig hurtigt til glassene. For andre tager det lidt længere tid, før det føles helt naturligt. Kun få oplever større udfordringer, og her er det vigtigt med den rette hjælp og opfølgning.
Typiske udfordringer – det kan du opleve de første dage
I tilvænningsperioden kan du få nogle fornemmelser, som du ikke er vant til. Det kan være let svimmelhed, trætte øjne eller en oplevelse af, at omgivelserne bevæger sig en smule i siderne, når du drejer hovedet.
Det skyldes, at flerstyrkeglas ændrer den måde, lyset rammer øjet på, og det skal hjernen lige vænne sig til.
“Med brilleglas går lyset ikke bare lige ind i øjet, som det normalt ville. Det bliver afbøjet,” forklarer Anders Lindby.
Situationer som at gå på trapper kan også føles anderledes i starten. Når du kigger ned, ser du måske gennem læsefeltet, som er beregnet til helt korte afstande, selvom trinene er længere væk. Hvis du vil se skarpere, kan du i stedet sænke hovedet en smule og kigge gennem afstandsdelen af glasset.
Anders Lindby uddyber: “Det er ikke, fordi du ikke kan se trinene – det er bare lidt sløret og føles anderledes i begyndelsen.”
Tips til at bruge flerstyrkeglas
Det er en læringsproces at vænne sig til flerstyrkeglas. Du ser skarpt, når du kigger gennem den rigtige del af glasset til den afstand, du har fokus på. Det betyder ofte, at du skal bevæge hovedet en smule i stedet for kun at flytte øjnene, især i starten.
“Hvis du holder hovedet stille og bare kigger ud til siden med øjnene, kan det føles sløret eller forvrænget. Men drejer du hovedet, finder du den skarpe del af glasset. Det kræver lidt tilvænning,” forklarer Anders Lindby.
Når du læser, finder du det skarpeste område nederst i glasset, mens synsfeltet til at se på afstand ligger øverst.
“Hvis du kigger gennem den forkerte del – for eksempel når du ligger ned og ser tv gennem læsefeltet – vil det føles sløret. Det er også en del af tilvænningen,” siger Anders Lindby.
Hvad påvirker tilvænningstiden?
Tilvænningen hænger også sammen med din alder, og hvornår du begynder at bruge flerstyrkeglas. Starter du tidligt, hvor forskellen mellem afstands‑ og læsestyrke stadig er lille, vil overgangen ofte opleves lettere.
“Starter du tidligt med flerstyrkeglas, er det typisk små ændringer ad gangen. Venter du derimod, til du er ældre og springer direkte til et glas med stor forskel mellem top og bund, er der mere at vænne sig til,” siger Anders Lindby.
Jo stærkere styrker, desto større bliver områderne med slør og forvrængning i glasset. I takt med at dit læsesyn gradvist bliver dårligere, bliver behovet for læsestyrke større, og jo senere du starter med flerstyrkeglas, desto større bliver tilpasningen. Det betyder, at hjernen skal vænne sig til en større visuel ændring, og det kan få tilvænningsperioden til at føles længere.
Hvornår bør du kontakte din lokale Louis Nielsen‑butik?
Hvis ubehaget strækker sig ud over den indledende indkøringsperiode på cirka to uger, eller hvis brillerne føles ubehagelige, genererer eller er svære at bruge, er det en god ide at få professionel rådgivning.
"Ni ud af ti gange er det ikke styrken. Det er ofte tilpasningen af brillen – hvis den sidder for lavt, glider ned ad næsen eller ikke er justeret korrekt,” forklarer Anders Lindby.
Hvis dine briller ikke sidder, som de skal, kan du altid kigge forbi din lokale Louis Nielsen‑butik og få dem tjekket. En optiker kan nemt justere stellet, og det koster ikke ekstra. Du har også tre måneders garanti fra den dag, du henter dine flerstyrkeglas, så du har god tid til at sikre, at de fungerer i din hverdag.
Anders Lindby pointerer, at tilvænningen til flerstyrkeglas ikke bør føles uoverskuelig, men at du skal forvente en periode, hvor du lige skal vænne dig til dem. Med realistiske forventninger og den rette vejledning oplever næsten alle, at det hurtigt bliver naturligt at bruge deres briller.
Du vil måske også gerne læse

Fem myter om flerstyrkeglas
Tror du, at alle flerstyrkeglas er ens? Bliv klogere på, hvorfor gamle antagelser ikke holder i dag.
Læs mere
Sådan vælger du de bedste flerstyrkeglas
De bedste flerstyrkeglas afhænger af din hverdag. Find ud af, hvad der er vigtigt, når du vælger.
Læs mere
Sådan passer du bedst på dine briller
Nogle ting kan du gøre derhjemme. Andre reparationer kræver en specialist.
Læs mere
Sådan passer du bedst på dine briller
Nogle ting kan du klare derhjemme. Andre ting kræver en specialist.
Læs mere

