Det er en helt særlig oplevelse, når du får dit første par briller. Her er, hvad du kan forvente, og hvad du har brug for at vide om at bruge briller. Briller er en værdifuld hjælp til alle, der har problemer med synet.
Med den rigtige hjælp og vejledning fra en optiker får de fleste glæde af og sætter stor pris på, hvordan briller forbedrer deres syn og derfor også deres generelle velbefindende.
At komme godt i gang med at bruge briller kan dog kræve lidt tilvænning. I denne artikel giver vi dig gode råd til, hvad du skal gøre, og hvad du kan forvente, når du skal i gang med at bruge briller. Fra det første øjeblik, hvor du har dem på, til du gradvist vænner dig til et forbedret syn.
Hvad kan jeg forvente i løbet af de første dage med mine nye briller?
Nogle tager deres briller i brug og oplever ikke andet end fordele ved at have dem på fra første dag. Helt uden tilvænning. Og så er der andre, der har brug for en kort tilvænningsperiode. Den varer som regel højst et par uger. I løbet af det første stykke tid skal din hjerne og dit sanseapperat vænne sig til det nye og forbedrede syn, og de klarere billeder af omgivelserne, som det skaber.
Der er også en ren praktisk tilvænning til følelsen af at have brillerne på, men ganske enkelt også at huske at bruge brillerne og tage dem med dig.
Briller er ikke nødvendigvis svære at vænne sig til, men det er vigtigt at acceptere, at de i nogle tilfælde kan kræve tilvænning. Ellers kan du opleve frustration eller usikkerhed omkring dine briller, hvis de ikke giver dig en umiddelbar følelse af, at de passer perfekt til dig.
Hvis dine briller mod forventning fortsætter med at forårsage ubehag efter de første to uger, er det vigtigt, at du kontakter din optiker for at finde en løsning.
Hvordan vil jeg opleve tilvænningen til at bruge briller?
Når du tager briller på for første gang, giver de som regel en oplevelse af at se verden omkring dig meget klarere end før. Din dybdeopfattelse kan ændre sig en anelse, hvilket betyder, at afstande kan forekomme en smule anderledes, end de gjorde før, men det er kun en mindre tilvænning.
Kort sagt: Når dit syn ændrer sig, også selvom det er til det bedre, skal din hjerne lige vænne sig til det.
Når du bruger briller første gang, går du gennem en fase, hvor din hjerne skal lære at bearbejde et nyt og forbedret syn. Ved stærkere styrke kan det være, at dine øjne også skal vænne sig til at se lys og farver mere klart.
Du kan derfor opleve nogle symptomer og føle lidt ubehag i løbet af de første par uger med dine nye briller. Det er helt normalt, og du skal også vide, at der ikke er risiko for at forårsage skade af nogen art på dine øjne eller dit generelle helbred, hverken på kort eller lang sigt.
Vil du have et par briller, der passer perfekt til dine behov?
Lad vores optikere hjælpe dig
Hvilke symptomer kan jeg opleve i løbet af de første par uger, når jeg bruger mine nye briller?
Tilvænning til briller kan forårsage:
Mild kvalme
Øjenbelastning
Sløret, let forvrænget syn
Trætte øjne
Indledningsvis svimmelhed ved korrektion af f.eks. bygningsfejl
Selvom det kan føles ubehageligt, er der intet farligt ved at opleve disse symptomer. De er en helt naturlig del af din hjernes tilvænning til et forbedret syn.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at disse symptomer bør forsvinde eller være væsentligt mindre efter 10‑14 dage. Hvis det ikke er tilfældet, bør du kontakte din optiker.
Hvordan vænner jeg mig til den fysiske fornemmelse af at have briller på?
At vænne sig til at bruge briller handler også om tilvænningen til at have briller på, hvilket kan tage lidt tid.
Først kan du blive generet over følelsen af, at der 'noget, der sidder på dit ansigt'. Helt bogstaveligt. Stellene lægger et let, men uvant pres på din næseryg, som du lige skal vænne dig til.
Tab ikke modet og bliv ikke utålmodig, hvis du ikke kan lide følelsen af at have briller på lige med det samme. På et tidspunkt, og som regel hurtigere end du regner med, glemmer du helt, at du har brillerne på.
Behøver jeg at have brillerne på hele dagen?
Det afhænger af dit synsproblem, og hvad formålet med dine briller er. Hvis du har brug for briller til bestemte ting og i bestemte situationer, som for eksempel læsning eller arbejde ved en computer, er det en god ide at bruge dine briller så meget som muligt til disse aktiviteter.
Den bedste måde at vænne sig til at gå med briller er ganske enkelt ved at bruge dem. Hvis det er mere behageligt for dig at tage regelmæssige pauser, så gør endelig det. Nogle starter med at bruge briller en times tid om dagen og øger brugen med længere tid dag for dag.
Din optiker hjælper med at lægge en plan for en tilvænningperiode, der passer til dig og dine behov.
Mit første par briller er læsebriller. Hvad kan jeg forvente?
I starten kan dine nye læsebriller få dine øjne til at føles trætte. Du oplever muligvis, at du har brug for en pause fra at læse efter kortere tid, end du plejer. Du ser meget klarere med dine læsebriller, og det kan forårsage træthed at vænne sig til at se så klart og tydeligt igen.
For læsebriller gælder det som for alle andre briller, at tilvænningen som regel sker inden for 10‑14 dage.
Hvad er de tre ting, som gør, for at tilvænningen til briller bliver mere behagelig?
Accepter tilvænningsfasen: Vær tålmodig, hvis det tager tid at vænne sig til dine nye briller. I starten kan briller være en stor forandring i din hverdag. Det er ikke usædvanligt, hvis overgangen er lidt udfordrende de første par uger, så vær forberedet på, at det kan gå op og ned med tilvænningen.
Tag en pause: Brug dine nye briller så meget som muligt, men tag endelig brillerne af og giv dig selv en pause fra dem, når du har brug for det. Det er i de fleste tilfælde ikke skadeligt for dine øjne, hvis du ikke har dine nye briller på hele tiden.
Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at du altid skal følge din optikers råd og vejledning. Nogle nye brillebrugere skal være ekstra vedholdende de første par uger. Det gælder især for børn. Tag en snak med din optiker, om det er en god ide eller ej at tage pauser fra dine nye briller.Husk dine briller: Når du begynder at bruge briller skal du lære en helt ny vane, nemlig at huske at tage dine briller på. At tage pauser fra brillerne skader ikke, men at glemme alt om brillerne i dagevis kan forsinke tilvænningen. Find en måde, som gør det nemt for dig at huske brillerne uanset, hvor du er.
Der er gået et par uger, og mine nye briller gør mig stadig utilpas. Hvad skal jeg gøre?
Hvis du bliver ved med at opleve symptomer som mild kvalme, øjenbelastning, sløret syn, trætte øjne eller ømhed på næseryggen på grund af stellet, er det vigtigt, at du kontakter din optiker. Nogle gange er det nødvendigt at tilrette stellet efter de første par uger.
Det kan tage tid at vænne sig til dine nye briller, men du skal helst mærke et væsentligt fremskridt inden for de første 10‑14 dage.