Synet og hjernens sundhed
Vi betragter ofte synet som noget, der bare hjælper os med at orientere os i verden. Men synet spiller en langt større rolle. Det hænger tæt sammen med, hvordan hjernen holder sig aktiv gennem livet, og ubehandlet nedsat syn er blevet forbundet med en øget risiko for demens.
Demens er en fællesbetegnelse for en række tilstande, der påvirker hukommelsen, evnen til at tænke og klare hverdagen. Demens udvikler sig gradvist og skyldes et samspil mellem genetik, livsstil og helbred.
En tydelig sammenhæng med nuancer
Forskning peger igen og igen på en sammenhæng mellem nedsat syn og svækkelse af de kognitive evner, men sammenhængen er ikke helt enkel.
Studier viser, at nedsat syn er forbundet med omkring 40‑60% højere risiko for demens. De viser også en øget risiko for kognitiv svækkelse, selv når forskerne tager højde for faktorer som alder, uddannelse, hjertekarsygdomme, depression og fysisk aktivitet1.
”Det vigtige er, at sammenhængen stadig er tydelig, selv når vi tager højde for en lang række andre kendte risikofaktorer,” siger Henrik Laursen, Klinisk chef hos Louis Nielsen
Nedsat syn er med andre ord én af flere medvirkende faktorer, der kan øge risikoen for demens. Nedsat syn alene er ikke afgørende for, om du udvikler demens, men det udgør en væsentlig del af den samlede risiko.
Hvorfor er synet vigtigt for hjernen?
Grunden til, at synet spiller så vigtig en rolle, hænger tæt sammen med den måde, hjernen fungerer på. En stor del af den information, vi bearbejder, får vi gennem øjnene. Når synsindtrykkene bliver færre, bliver hjernen også mindre stimuleret.
“Hvis synsindtrykkene er for få, bliver hjernen ikke aktiveret i samme grad. Det kan faktisk få den til at svækkes", siger Henrik Laursen.
Samtidig kan nedsat syn påvirke både hverdagen og lysten til at være aktiv og sammen med andre. Det kan føre til mindre fysisk aktivitet og social isolation, som begge forbindes med kognitiv svækkelse og demens.
"Alle former for isolation øger risikoen for demens. Spørgsmålet er, om det skyldes selve synsnedsættelsen eller konsekvenserne af den. I praksis hænger de to ting tæt sammen", forklarer han.
Øjet er et vindue til hjernen
Øjnene kan give os et unikt indblik i hjernens sundhed. Nethinden er en del af centralnervesystemet, og derfor kan vi observere forandringer på nethinden, som afspejler, hvad der sker i hjernen.
"Det er det eneste sted, hvor vi kan "se ind i hjernen" udefra. Når vi undersøger nethinden, kan vi muligvis se forandringer, der er forbundet med en øget risiko for neurologiske sygdomme, herunder demens,« siger Henrik Laursen.
Hold øje med disse øjentilstande
Grå stær
Grå stær er den mest almindelige årsag til nedsat syn og den mest udbredte øjensygdom på verdensplan. Ved grå stær bliver øjets linse uklar, så kontraster og detaljer bliver sværere at se, og hjernen får færre tydelige synsindtryk.
"Du ser mere gråt i gråt i stedet for klare kontraster og farver. Færre synsindtryk er blevet forbundet med en øget risiko for kognitiv svækkelse", forklarer Henrik Laursen.
Heldigvis kan grå stær behandles effektivt og enkelt med en operation. Studier tyder på, at et forbedret syn efter en operation for grå stær kan være med til at mindske risikoen for demens senere i livet. Det kan blandt andet skyldes, at hjernen igen får flere synsindtryk, og at det bliver lettere at være aktiv og deltage i hverdagen (Reference 1).
Det kan dog få konsekvenser, hvis behandlingen bliver udskudt.
"Hvis du lever et eller to år med nedsat syn, mens du venter på operation, får du ikke de år tilbage," siger han.
Grøn stær (glaukom)
Grøn stær er en øjensygdom, hvor nervefibrene i øjet bliver beskadiget, ofte som følge af forhøjet tryk i øjet. Sygdommen udvikler sig langsomt og ofte uden tidlige symptomer, så den kan være svær at opdage.
"Grøn stær udvikler sig meget langsomt, og i begyndelsen mærker du ikke noget. Derfor er det så vigtigt at få undersøgt øjnene regelmæssigt," siger Henrik Laursen.
Det er også værd at huske, at synsproblemer ikke altid skyldes sygdom. I alvorlige tilfælde med meget nedsat syn, kan det også påvirke hverdagen, hvis du ikke får det korrigeret.
Et svært nedsat syn, der kunne have været korrigeret med briller, kan have en lignende effekt. Hvis synet er så dårligt, at det begrænser dig i hverdagen, kan du blive mindre aktiv, og hjernen får færre synsindtryk. Det kan være med til at øge risikoen for demens.
"Hvis du ser meget dårligt og ikke får korrigeret synet, kan du begynde at være mindre fysisk aktiv og trække dig fra sociale aktiviteter. Isolation udgør også en reel risiko for at udvikle demens," forklarer Henrik Laursen.
Hvorfor er det vigtigt at opdage forandringer i tide?
Nedsat syn fører ikke direkte til demens, men bliver i stigende grad anerkendt som en vigtig risikofaktor, som vi i mange tilfælde kan gøre noget ved. Ændringer i adfærd, som at trække sig mere fra andre eller blive mindre aktiv, kan nogle gange hænge sammen med synsproblemer. Det er vigtigt, fordi social isolation i sig selv er forbundet med en øget risiko for demens.
"Hvis du oplever, at nogen bliver mindre aktive, er det vigtigt at spørge hvorfor. Skyldes det synet, hørelsen eller bevægeligheden? Det er nogle af de ting, vi ofte kan gøre noget ved," siger Henrik Laursen.
Regelmæssige synstests med sundhedstjek er en enkel, men vigtig del af det at passe godt på øjensundheden. Optikerne hos Louis Nielsen er uddannet sundhedsfagligt personale med en klinisk rolle, der er fastlagt i lovgivningen. Vi er ofte det første sted, du henvender dig, og vi hjælper dig med at opdage synsproblemer tidligt og henvise dig videre, hvis der er behov for det.
Du vil måske også gerne læse

Hvem har brug for en synstest?
Regelmæssige synstests er vigtige for alle. Især fordi mange øjensygdomme ikke har nogle tydelige symptomer.
Læs mere
Hvad sker der, hvis vi opdager tegn på øjensygdom?
Hvis vi ser tegn på øjensygdom under vores synstest, vil vi rådgive dig og henvise dig til en øjenlæge eller egen praktiserende læge.
Læs mere
Derfor opdager andre ændringer i dit syn før dig selv
Folk ændrer deres vaner, når synet ændrer sig. Læs om de små tegn, som familie og venner ofte ser først.
Læs mere
Reference 1: https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC10248513/
Reference 2: https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140‑6736%2824%2901296‑0/abstract

